Historien om Tonic Water
Tonic er verdens foretrukne læskedrik til gin. Du vil få den populære “G&T” i næsten enhver bar i verden.
Men hvornår begyndte vi at blande de to?
Lad os rejse til Indien – eller for at være mere præcist, lad os rejse til det tidlige 19. århundredes Indien.
På dette tidspunkt var mange britiske embedsmænd udstationeret i det koloniserede land. Fordi malaria var udbredt i tropiske steder, forsøgte briterne at beskytte sig mod den dødelige feber ved at indtage kinin, et pulver udvundet af det andinske febertræs bark. Ja, febertræ, som det berømte Tonic-mærke og som hovedsymptomet på sygdommen, det blev opkaldt efter.
I dag har vi syntetiske versioner af kinin, kaldet hydroxychloroquin, som vandt en vis berømmelse i 2020, da den tidligere amerikanske præsident Trump hyldede stoffet som en kur mod coronavirus.
Det Andinske Træ
Kinin blev først opdaget som et middel mod malaria i det 17. århundrede. Legenden siger, at en spansk adelskvinde, grevinden af Cinchona, der var syg af feber, fik en blanding af andre planter og barken fra Andestræet af jesuittiske præster og blev mirakuløst rask igen kort efter. Kuren blev opkaldt “cinchona” efter hende.
Kinin udvindes fra barken på Andestræet og er en alkaloid, der smager ekstremt bittert. Selvfølgelig var denne historie fortalt af spanierne. I dag ved vi, at de oprindelige folk i Peru, Bolivia og Ecuador viste træet til de spanske jesuitter. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor længe midlet har været kendt af dem, før europæerne gjorde krav på deres opdagelse. Hvad vi ved dog med sikkerhed er, at Andestræet har reddet millioner af liv nu og blev allerede etableret som en kur mod malaria i 1640’erne i Europa.
Vi tænker på malaria som en tropisk sygdom, der har hjemsted i regioner i Indien, men feberen var også udbredt i Europa, selv indtil begyndelsen af det 20. århundrede!
Kong Ludvig XIV af Frankrig brugte stoffet til at helbrede sine feber, og de distribuerede det endda til offentligheden i Italien. England, af alle nationer, var meget skeptisk, da det kom til den nye mystiske kur, men i slutningen af det 17. århundrede brugte briterne også kinin.
Således blev Andesbjergene “verdens apotek”, og på grund af den store efterspørgsel af kinin fra Europa blev antallet af træerne knapt.
Udvidelse af mirakelkuren
Dette bringer os tilbage til det 19. århundrede: Da europæerne i kolonierne var bange for malaria, og fordi kinin er så bittert, blandede kolonisterne midlet med noget sukker og sodavand, hvilket skabte det første tonicvand.
Forresten: Det første kulsyreholdige vand blev fremstillet af en mand ved navn J. J. Schweppe, ved at opløse svovlsyre og kridt i vand. Ja, den samme Schweppe, der grundlagde Schweppes, et af de mest populære tonic water-mærker i dag.
Fra 1850’erne og frem blev kinin ikke kun brugt til at behandle malaria, men også til at forhindre det. På dette tidspunkt brugte briterne i Indien alene 700 tons febertræbark hvert år. Men selvom briterne i Indien højst sandsynligt nød en G&T fra tid til anden, blev tonicen blandet med alt tilgængeligt, det være sig gin, whisky, vin og alt andet for at gøre den bitre kinin mere velsmagende.
Kommercialiseringen af Tonic
Det første kommercielle tonicvand blev endelig patenteret i 1858 af Erasmus Bond, ejer af Pitt & Co. i Islington og den første kendte beskrivelse af en G&T blev offentliggjort i “Oriental Sporting Magazine” i 1868. Den blev markedsført som en cocktail for tilskuerne til hestevæddeløb, ikke som medicin, men snarere en forfriskende drik til det varme klima.
Tonic vand i dag
Vores moderne tonicvand er ofte forstærket med citrussmag, men nu om dage opfindes flere og flere tonicvande med spændende smagsvarianter som hyldeblomst og al slags frugt. I nogle lande, som USA, er mængden af kinin i tonic endda reguleret af regeringen. For at få en medicinsk dosis kinin skal du drikke over seks liter eller 1,6 gallons tonic
